INGRID har alting: en bedste veninde, en kæreste og en Instagram fyldt med øjebliksbilleder. Men da hendes bedste veninde pludselig finder en ny mere spændende veninde, og hendes kæreste er utro med sin eks, Johanne, bliver der længere mellem virkeligheden og øjebliksbillederne på Instagram.
JOHANNE er den, hun altid drømte om at blive. Hun har Silas, og selvom det måske er mere sex end kærlighed, så gør han hende til mere end den freak, hun var i folkeskolen. Indtil Silas falder for Johannes hadesperson, Ingrid, og Johanne pludselig ikke er så smuk mere uden ham.
ØJEBLIKSBILLEDER er en ungdomsroman om at flygte fra en fortid, der har formet en mere, end man vil indrømme. Om jagten på det perfekte Instagrambillede og at finde sig selv i en verden, der kun eksisterer i html-koder. Om at føle sig god nok uden likes, 12-taller og opmærksomhed fra drengene til at fodre selvtilliden og turde stå alene.
Malou smiler tilbage og ryster på hovedet. ”Du er skør, Ingrid. Men du kan tale til mig, det ved du godt.”
Et øjeblik er alt som det plejer. Et øjeblik er det bare os to mod verden, og intet problem er for stort til, at vi kan klare det. Et af de øjeblikke man ikke kan fange i øjebliksbilleder til Instagram eller Snapchat eller forklare i en billedtekst.
Men så vibrerer Malous telefon på bordet.